Kunst og kreativitet

​Min kunst er som mit åndedræt, jeg kan ikke leve uden den. Det er ikke altid, jeg får malet så meget. Men jeg har altid nye billeder i mit hoved og har et stærkt behov for at lade mig inspirere af andres kunst.

​

Fra jeg var ca. 23, til jeg fik min diagnose som 44-årig, malede jeg aldrig. Jeg underviste i billedkunst, men tog aldrig en pensel i hånden. Jeg mente ikke, det jeg lavede, var værdigt. Jeg havde en indre kritiker, der forhindrede mig i at sætte et penselstrøg, så jeg lod være. Da jeg rent personligt nåede bunden i forbindelse med en skilsmisse og sygemelding pga. stress, besluttede jeg mig for at male grimt. Jeg ville kun lave grimme og uperfekte billeder.
Det var åbningen til at komme i gang, og der åbnede der sig et helt vidunderligt “grimt” univers, hvor jeg selv kunne være. Dette er stadig mit mantra, når jeg selv maler, og når jeg holder kurser.

​

Når jeg selv maler eller underviser i kunst, lægger jeg ikke fokus på det perfekte og korrekte, men på det autentiske og gerne “grimme”. Det er nemlig sådan, at slipper man kontrollen og den indre kritiker, så fremkommer der ofte et helt råt og upoleret, sandt udtryk. Herefter kan billedet forfines, men ikke for meget, da jeg ofte oplever, at udtrykket “forsvinder”. Så mine billeder kan opleves som ufærdige.
Men dette er for mig også en afspejling af et menneskeliv, det er aldrig perfekt, aldrig færdigt og bestemt ikke uden fejl.
Det handler om eksistens i egen ret.

Billeder og symboler rummer en enorm mængde viden og intelligens – både de ydre billeder og dem, vi bærer indeni.